Fra trækirke til romansk kirkebygning med gotiske ændringer og tilføjelser.

Spor af mellem tre og fire trækirker i Snoldelev.

Der er ingen, der er i tvivl om, at Snoldelev Kirkes historie rækker meget langt tilbage i tiden. De lærde forsker i bjælker og jordlag og kan fortælle, at der i Snoldelev nok har været op til fire trækirker før den romanske kridt- og frådstenskirke blev bygget i 1000 tallet.
Ingen af disse trækirker er brændt, men en trækirkes levetid har under en blomstrende kristendom været kort. Dels er kirkerne hurtigt blevet for små til at rumme en aktiv menighed (det antages, at de allerførste små trækirker hovedsageligt har været brugt som gravkapeller), dels har man i Danmark ikke haft samme gode byggeteknik som i f.eks. Norge.

Hvorom alting er, så findes der under og i den nuværende Snoldelev Kirke tydelige spor af en meget tidlig kristendom, så det er ikke usandsynligt, at en af disse mange trækirker er blevet bygget i Snoldelev i missionsperioden( 760 - 966).

Under udgravninger af Snoldelev kirke i oktober 1953 fandt man spor af mindst to gamle trækirker.
Fra den ældste af disse trækirker (Snoldelev I) stammer en række af aftryk fra jordgravede stavplanker i kirkens nordside, i vest afsluttet med et stort nedgravningshul, der antagelig har rummet en hjørnestolpe. Disse spor må tydes som (nord)væg i et lille, rektangulært kapel. (Se under HISTORIE, hvor det nævnes, at mange af de første danske trækirker netop har været små kapeller.)

Fra den yngste af disse trækirker (Snoldelev II)stammer to parallelle rækker af store stolpehuller, som må stamme fra tagbærende suler (søjler). Fundforholdene taler for, at ydervæggene på denne trækirke har stået, hvor stenskibets mure senere blev rejst. [5]

Under en lem i gulvet i kirkens nordside, kan man i dag iagttage et af disse sulehuller.
 

Stavplanker.
Over den nu blændede kvinde/norddør findes inde i kirken to fuldt bevarede og sammenføjede stavplanker. Disse har fungeret som dør i den yngste af trækirkerne.

I året 1998 (februar) - 1999 (februar) blev plankerne nøje undersøgt af Nationalmuseets eksperter, der kunne fortælle om maling og tjærerester på plankerne, efter talrige boreprøver tidsbestemme dem til omkring år 1080 og tilføje, at man nu mener, at der i Snoldelev har eksisteret op til fire trækirker før stenkirken.

I Snoldelev venter vi stadig spændt på en endelig rapport fra Nationalmuseet!

Snoldelev kridt- og frådstenskirke.
Snoldelevs smukke og efter landsbyforhold store kirke kan ses viden om. Kirken ligger på en bakke, der, før kristendommens indførelse antageligt har været brugt af vikingerne som kultsted til gudehov og begravelser. Kirkebakken hæver sig 47,5 meter over Køge Bugt, mens kirketårnet rager 21,20 meter højere op.

Den ældste del af den nuværende fråd og kridtstenskirke menes at stamme fra omkring 1080 - 1100. På dette tidspunkt satte biskop Sven Norbagge[6] kirkebyggeri i gang i Roskilde og omegn.

Snoldelev Kirke nævnes ikke blandt de kendte kirker, f.eks. Vor Frue i Roskilde, hvis byggeri blev sat i gang af Sven Norbagge. Men på kirkens ydre sydvæg findes en udsmykning, der er karakteristisk for Roskildeegnens frådstenskirker (dog som regel kun på koret) bestående af tre blændingsfelter, der hver afsluttes af fem rundbuer.
Snoldelev Kirkes udsmykning adskiller sig dog fra de fleste ved at være opdelt i lisener (mellemrum), hvis mål til gengæld er usædvanlige, men hvis lige kendes fra det oprindelige kor på Roskilde Vor Frue!

Så lad os bare antage, at Bisp Sven Norbagge også har sat byggeriet af Snoldelev Kirke i gang inden han døde i 1088.

Romansk stenkirke.

Den oprindelige stenkirke var et romansk langhus, bygget i kridt og frådsten, samt enkelte kampesten.
Hvor "lang" kirken har været, kan man se med det blotte øje ved at betragte kirkens sydmur. Hvor frise og blændingsfelter ender mod øst, kan man hvis man ser godt efter, ane det sted i muren, hvor den gotiske øst - forlængelse i munkesten begynder.

Den oprindelige stenkirke var et romansk langhus, bygget i kridt og frådsten, samt enkelte kampesten. Hvor "lang" kirken har været, kan man se med det blotte øje ved at betragte kirkens sydmur. Hvor frise og blændingsfelter ender mod øst, kan man hvis man ser godt efter, ane det sted i muren, hvor den gotiske øst - forlængelse i munkesten begynder.

Midt i kirkens tre blændingsfelter mod syd, samt i kirkens nordvæg, har der været tre højtsiddende, rundbuede vinduer. Man kan i nordmuren ane, hvor de tre oprindelige, men nu blændede, vinduer har siddet, og hvordan de har set ud.

Kirken har været mørk og lille. Loftet i kirken har oprindeligt været et fladt bjælkeloft, og der har ikke været stolestader i denne kirke, da menigheden har stået op under gudstjenesten. Til gengæld har der allerede i den oprindelige stenkirke været udført kalkmalerier, som menigheden kunne betragte og lære af under den gudstjeneste, som foregik på latin.

Ændringer og tilføjelser i gotisk stil.
Mellem år 1300 og 1500 ændrede kirken i pagt med tiden udseende og fik et gotisk udtryk.
Mens det romanske kor endnu stod, er det flade bjælkeloft blevet skiftet ud med hvælvinger, der hviler på fire delvist ødelagte mandshoveder.

Omkring midten af 1400er´ne er våbenhuset blevet tilføjet mod syd og kirkens tårn opført mod vest.

Og endelig er kirken blevet forlænget mod øst omkring 1525, dels af materialer fra det romanske kor, dels af munkesten.

I denne periode er kirkens små, højtsiddende romanske og rundbuede vinduer i sydsiden blevet erstattet af store spidsbuede vinduer.

På billedet ses dels den tilmurede nord/kvindedør, dels det tilmurede romanske vindue og dels det gotiske vindue, der skulle stamme fra moderne tid (hvad så end det betyder?)

de hellige kar:

Kalk, disk, oblatæske og hjemmeberettelsessæt.

Kalk: fra 1598. Sekssidet fod. Sekskantet skaft. En knop med rudebosser. Og endelig et bæger.
Under foden graverede versaler: "1598 Snoldeløf Kirckes Kalck" og "XLIX Lod".

Disk:fra 1598. Indgraveret cirkelkors på oversiden. På undersiden graverede versaler:
Hanc patinam cum calice inaurato fabre fieri fecit patronus huius ecclesiæ Snoldeløf m. Paullus Petreius anno I. C. MDXCIIX huius loci pastore d8omi)n(o) Severino Erico Assenio templi tutoribus Oluf Mortensen oc Sven Tygesøn.
("denne disk og kalk af forgyldt arbejde lod Snoldelev Kirkes patron, mag. Poul Pedersen, udføre i Kristi år 1598, da hr. Søren Eriksen Assens var sognepræst og O. M. og S.T. kirkeværger.")

Oblatæske: er fra o. 1729. Oval med profilbælter på det hvælvede låg. K.C.Leegaard indgraveret på undersiden.

Sygekalk (hjemmeberettelsessæt): fra 1641. 11,5 cm. høj.
På oversiden af den sekstungede fod er graveret et cirkelkors samt en versalindskrift i to bånd: "possesio ecclesiarum Swandelowensis (!) et Tunensis pastor Arnoldus Conradi Malenstedi anno 1641"
(" S. og Tune Kirkers ejendom sognepræst Arnold Konradsen Malensted i Året 1641")

Kilde: Danmarks Kirker. 2

Messehagler:

Kirkens tre messehageler.

Snoldelev Kirke har tre messehageler. En rød, en grøn og en violet.
Den røde messehagel er nævnt i en synsforretning i året 1688. Den er ikke længere i brug, men findes i Snoldelevs konfirmandstue (boksen).
Den grønne messehagel benyttes i den største del af året under altergangen.
Den nyeste af slagsen er en violet messehagel, kreeret af Lotte Dalgaard og Helle Hviid-Nielsen.
Skærtorsdag aften 2005 blev den ny messehagel [1] taget i brug i Snoldelev Kirke.

Messehagelen er tegnet og vævet af to kunstnere, Lotte Dalgaard og Helle Hviid – Nielsen, der var en del af det trekløver, der stod for udfærdigelsen af Snoldelev Kirkes altertæppe (indviet skærtorsdag 1996).

Violet er fastens farve. Bodens farve. En blanding af blå, som er troens og vandets farve, og rød, som er kærlighedens og blodets farve.

Vand og blod er kerneelementer i den kristne gudstjeneste, der kommer til udtryk i kirkens to sakramenter, nemlig i dåbsvandet og i nadverens vin. De to sakramenter, der er konstituerende for den kristne kirke.

Den violette messehagel anvendes i forberedelsestiden til jul og påske: advent og fastetiden. I disse perioder skal sindet stemmes. Forberedes på at tage imod Jesus i julen og fejre hans opstandelse i påsken.

På såvel for- som bagside af messehagelen er der en gennemgående, lodret lysende stribe. Den peger på budskabet om, at nok er der et mørke, der truer os, men der er lys forude i julens og påskens evangelium selv i de mørkeste perioder af livet. Det knugende mørke er i messehagelen symboliseret ved små mørke felter spredt ud over den violette flade.

Ser man nøjere efter, vil man se, at den lysende stribe er i rødlige farver (Kærlighedens, blodets, morgensolens/ildens farve.).

På bagsiden af den violette messehagel bevæger en guldbelagt Jakobsstige på 15 trin sig op ad (eller nedad) den lysende stribe. Som livet snor sig, snor Jakobsstigen sig. Livets vandring er sjældent den lige vej, men en vej, der er fuld af krumspring og svinkeærinder.

På forsiden repræsenterer fire lige brede og rektangulære guldbånd hver en af de fire evangelister eller evangelier.

Om messehagelen skrev kunstnerne selv omkring deres oplæg:

Vi har tegnet en violet messehagel, hvor farverne er afstemt efter alterets, altertavlens og kortæppets farver. Vores ide har fra starten været at få lyset til at stråle i mørket i form af en lys stribe i to rødlige farver på den violette mørkere flade. Selve udsmykningen på ryggen er Jakobsstigens 15 trin indvævet i guld henover en lysende stribe. Forsiden er forenklet og har på det lysende bånd 4 guldstriber, en for hver af de fire evangelister.

Stoffet væves i uld og silke – spredt over fladen er der indvævet små blålige silkekvadrater.

Lotte Dalgaard – Helle Hviid-Nielsen nov.2004.

Messehagel: (casula, lille hus, planeta) er navnet på den liturgiske overklædning. Den var oprindelig et klokkeformet gevandt, der dækkede hele personen (som et lille hus). Forskellige tider, stilarter og smagsretninger skar bort af den – i længden, for armene, i halsen – så den romanske, gotiske og renæssance-messehagelen opstod.

Af nu brugte former findes den gotiske , som er blød og vid, hænger langt ned og er folderig, på siderne går den til albue eller midt på underarmen; på ryggen har den et Ykors. (Snoldelev Kirkes to messehageler er, som de fleste messehageler til brug i danske kirker, i gotisk facon.)

Den romerske  er kortere, hullet til hovedet er meget forlænget ned ad brystet til et helt åbent felt; på siderne når den kun til skulderen og er helt åben – egentlig er den kun et skjold på ryg og bryst. ( Et sådant, meget gammelt eksemplar findes ved Snoldelev Kirke. Det er rødt og benyttes ikke grundet alder)

Barokken og rokokoen  snittede ydermere skjoldene ud i facon som en cello og forsynede dem med barokke og profane broderier, så den blev stiv som et bræt.

Messehagelen symboliserer ”Kristi milde åg” (Matt.11,29) og tillige bryllupsklædningen ( Matt. 22,11)

Kilde: Peter Schindler: Liturgi. En håndbog.

Alterdugene:

Den 8.december 1960 står der skrevet i Snoldelev Menighedsråds protokol: "Menighedsrådet har med tak modtaget en alterdug, som fru Leonore Nielsen, Missionshuset har broderet og foræret Snoldelev Kirke. Dugen lægges på alterbordet til jul."

Tyve år senere begyndte fru Elly Elm, Elmegårdsvænget 6 at pusle med tanken om at sy en ny alterdug.
Elly Elm kendte og tog derfor kontakt til Leonore Nielsen samt den tidligere præstefrue i Snoldelev, fru Lilly Kristiansen, der havde overværet indvielsen af Leonores dug.
Sammen henvendte disse tre kvinder sig på menighedsrådets vegne til forretningen Kirkelig Kunst i København.
Her fandt man, hvad man søgte, nemlig råd og vejledning, men mere til. Man fandt i forretningens arkiver oven i købet det originale mønster for Leonores dug, og motivet til den nye alterdug var givet.

Elly Elm gik i gang med det store håndarbejde, og ved gudstjenesten i Snoldelev Kirke, den 30/6 1985, kunne man derfor indvi og tage den nye alterdug i brug.Elly Elm har således og på smukkeste vis videreført en gammel tradition i Snoldelev Kirke, idet de duge, der har prydet Snoldelev Kirkes alter sikkert alle er syet af en kvinde fra sognet.

I kirkebladet nr. 4 1985 skriver sogepræst; Karen Elise Nabe-Nielsen følgende:
En tråd er taget op af det, der var,
er blevet syet ind i det, der er,
for at række frem mod det, der kommer.
19.november 2006 tages endnu en alterdug med samme motiv som de foregående, i brug. Den er ligeledes klippet og syet af fru Elly Elm, som i en årrække boede i Sverige hvor hun døde i 2019.

Nu benyttes begge duge stadigvæk i Snoldelev Kirke.

Motivet for alterdugen:
Motivet for alterdugen, der dækker Snoldelev Kirkes alterbord, er en række hjulkors 

[1] , der holdes sammen af en række små tunger. (Disse tunger mangler på Leonore Nielsens dug, men findes på det originale mønster.) Ser man sig omkring i Snoldelev kirke, vil man hurtigt opdage, at netop hjulkorset er at finde op til flere steder som indvielseskors på kirkens vægge.

[1] Hjulkors:
Der synes at være en sammenhæng mellem det urgamle, hedenske solsymbol og det kristne kors.Oprindeligt afbillede vore forfædre solen som den rullende skive, de så ”fare” hen over himlen. Først uden, siden med fire eger/ben. Solsymbolet findes således på nordiske

runestene. (Snoldelevstenen har tydeligt indtegnet et solsymbol.)Da Norden blev kristnet, overtog man uden videre dette gamle solsymbol og gjorde det til Kristi sejrskors.
Det græske kors ( hvor de fire korsarme er lige lange) menes oven i købet at kunne være udviklet af hjulkorset. Hjulet er fjernet, og de fire eger er blevet til et kors.

Indvielseskors/konsekrationskors:  
Ved indvielse af en kirke tegnede biskoppen med vievand eller olie 12 hjulkors (indvielseskors) på kirkens vægge, svarende til de 12 disciple/apostle. Disse kors blev siden bemalede, og ofte placerede man en lysestage i korsets midte. Ovenover eller ved siden af indvielseskorset maledes ofte en apostel.
Ifølge en gammel tradition blev der desuden tidligere indridset 5 sådanne indvielseskors i alterbordet. Et i midten og et i hvert hjørne af alterbordet, som symbol på Kristi fem sår.

Kilde: Frithiof Dahlby: Symboler og tegn i den kristne kunst & De heliga tecknens hemlighet. Symboler og attribut.

Kortæppe: