Hvad er en vielse/velsignelse?
Et bryllup i kirken er både vielse og velsignelse af et par. Ved vielsen siger parret ja til at leve sammen som ægtepar og til at elske og ære hinanden.
Vielse i kirken er tro, håb og kærlighed
Et vielse i kirken er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Men en vielse i kirken foregår som en gudstjeneste med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen. En vielse i kirken handler altså også om kristen tro, håb og kærlighed.
I kirken bruger vi store ord om kærligheden. I bønnerne beder vi Gud om at styrke og bevare kærligheden mellem de to, som er blevet gift. Og vi takker for Guds kærlighed til os og for kærligheden mellem os.
Velsignelse af brudeparret
Vielsestalen handler ofte om kærlighed fra Gud og kærlighed mellem mennesker. Talen kan også handle om velsignelsen som det særlige, der sker ved vielsen i kirken. I velsignelsen får brudeparret styrke fra Gud, som er den, der er større end os selv og vores kærlighed.
Ved en vielse/velsignelse læses der fra Bibelen og det giver mening at tale om tilgivelse, pligt, troskab og barmhjertighed.
Mange oplever, at det giver en særlig mening at sige 'ja' til hinanden i kirken, fordi vi også deler andre store øjeblikke i livet her; både de glædelige og de triste.