Kirkeårets farver

De liturgiske farver er det udvalg af farver (almindeligst hvid, rød, grøn, violet og sort), der anvendes for at anskueliggøre de forskellige tider og fester i kirkeåret eller til at markere særlige handlinger.

Det har både naturlige og historiske grunde.
Rent naturligt, og alt afhængig af de situationer vi mennesker befinder os i, klæder vi os i og pynter vore hjem i forskellig farve. Således også i kirken.

Historisk ved man, at kirken allerede i årene efter apostlene foreskrev hvidt som liturgisk farve, da hvid var datidens almindelige festfarve. Fra år 300 finder vi forskellige farver til forskellige lejligheder, og omkring år 800 er rødt, grønt og sort almindeligt. Først i middelalderen begynder man sporadisk at benytte den violette farve, og i renæssancetiden slår den katolske kirke farvernes antal og deres betydning fast.

Den lutherske kirke har ingen faste forskrifter om brug af farverne, og praksis har derfor varieret fra en gentagelse af de katolske sædvaner til benyttelse af kun en enkelt farve, oftest rød, grøn eller sort.

I Snoldelev kirke er to messehageler i brug. En grøn og en violet. Den grønne benyttes, hvor farverne violet og sort ikke er foreskrevet.

For farvernes anvendelse i løbet af kirkeåret gælder i dag generelt:

Grøn
symboliserer vækst og håb.
Det er kirkens hverdagsfarve og anvendes i Helligtrekongertiden samt i hele Trinitatistiden.

Hvid (eller gylden)
symboliserer renhed, glæde, hellighed og uskyld og er kirkens festfarve.
Den benyttes ved højtiderne (jul og påske) samt ved særlige fester for Treenigheden og Kristus (herunder Mariæ Bebudelsesdag).

Violet  (eller blå)
symboliserer ånd, alvor, passion og anger.
Den bruges i bods- og fastetiderne: Advent, søndag septuagesima til midfastesøndag (fastetiden), palmesøndag samt på bededag.

Rød
symboliserer lidenskab, kærlighed og passion samt ånd, ild og blod.
Den bruges i pinsen samt på martyrdage (St. Stefans dag).

Sort
er sorgens og dødens farve og bruges alene langfredag