Kirkebilen kan kontaktes på 4619 0094, Den henter og bringer til og fra kirke og Sognemøder - betales af kirkekassen.
Historie
Snoldelev Kirkes forhistorie.
Snoldelev Kirkes historie rækker meget langt tilbage i tiden. Hvor langt, kan der kun gisnes om, men det er meget sandsynligt, at kristendommen for længst har været sået og er spiret blandt indbyggerne i Snoldelev og omegn (som det har været tilfældet på landsplan), da Harald Blåtand (940 - 985) i 966 af Poppo[1] blev omvendt til kristendommen for derpå at gøre danerne kristne.
Danerne har på mange måder og igennem flere hundrede år før Harald Blåtand døbes, hørt om eller stødt på kristendommen og kristne personligheder.
Dels har der fra den romersk - katolske kirkes side mod syd været et længe udtalt ønske om at udbrede kristendommen til Norden, og her har Dannevang været en portal, det gjaldt om at komme ind ad.
Samtidigt har vikingerne på deres togter langt ned i Europa ikke kunnet undgå mødet med en kristen kultur, der har skabt store bygningsværker og et højt civiliseret samfund.
Dels har vikingerne haft en tæt kontakt mod øst til England, Skotland og Irland, hvor kristendommen meget tidligt slog rod i en iro-keltisk og angelsaksisk udgave.
Endelig, så har Snoldelev ligget tæt på Køge bugt, der før år 1000 har strakt sig længere ind i landet. Her har fremmede skibe med fremmede kulturer og fremmede religioner kunnet gøde jorden, og sørget for at befolkningen på stedet fik hørt om hvide Krist.
Den egentlige kristning af danerne har højst sandsynligt været en århundreder lang proces, der bestod i en kristning "fra neden", og kirken har været formløs og ustruktureret. P.G.Lindhardt skriver: "Missionsarbejdets bærere er personligt så godt som ukendte, men meget tyder på, at den positive modtagelse de fik under den hurtige kristning har at gøre med den omfattende nydyrkning af jord og nygrundlæggelser af landsbyer, der fandt sted i periodens løb.[2]"
De forsøg, der i de samme århundreder har været gjort "fra oven" på at kristne danerne, må siges at være mislykkedes
Allerede i 720 fortælles det, at den engelske ærkebiskop, Willibrord tog på missionsrejse hos " danernes meget vilde folk". Her besøgte han danernes kong Agantyr (lat: Ogendus), men det fik Willibrord ikke meget ud af. Han fik dog, som sædvane var, i den forbindelse 30 drenge med sig tilbage til England til opdragelse i engelske klostre.
Et hundrede år senere bliver Harald Klak, som den første jyske konge med dansk tilhørsforhold, i 820erne døbt i Friisland. Munken Ansgar tilknyttes kongen, og også han forsøger i 826, med den romersk - katolske kirkes fuldmagt, at få et ben indenfor hos danerne. Meget held har han heller ikke haft med sig, men han får dog 25 år efter, i 850 sat et kirkebyggeri i gang, først i Hedeby (Slesvig) og siden i Ribe. [3]
Først lidt over hundrede år senere (966) lykkes det for Harald Blåtand ved sin dåb at få skabt grundlaget for en 
organiseret kristen kirke.
I hele denne periode, hvor den formløse missionskirke har været gældende, må, skriver P.G. Lindhardt: "Et stort antal trækirker være blevet opført ........over hele landet, og begyndelsen til en kirkelig organisation er blevet gjort."[4]
Disse første trækirker har været meget små bjælkehuse, hvis mål svarer ganske nøje til de samtidige trækirker i Irland.
[1] Historieskriveren Adam af Bremen skriver omkring 1060 følgende: "I det herrens år 966 omvendes danerne til
troen på den hvide Krist gennem Poppo, som i folkets åsyn, uden at tage skade, bærer hvidglødende jern, formet som en handske. Da kong Harald ser dette, opgiver han med hele sit folk afgudsdyrkelsen og omvender sig til den sande Gud. Poppo ophøjes til biskop".
[2]J. L. Balling og P.G. Lindhardt: Den nordiske kirkes historie. Nyt nordisk forlag Arnold Busk, 1979. side16.
[3] Mads Lidegaard fremlægger i sin bog: Da danerne blev kristne, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1999, sin teori om, at danskerne allerede var "delvist kristne", før Ansgar kom til landet i 826, "…ikke som en samlet organiseret gruppe, men forskellige slags kristne af mange observanser i små lokale grupper og på enkelte gårde." og derfor kristne på Harald Blåtands tid. Kampen har ifølge M. L. ikke været en kamp om kristendom eller ej, men en kamp om, hvilken form for kristendom danskerne ønskede at dyrke, den romersk - katolske alias tyske eller den angelsaksiske/irokeltiske godt blandet med arianisme. Vikingernes tætte kontakt til England har betydet, at danskernes tro har været af sidstnævnte observans, hvilket M.L. fremfører et væld af indicier for. Når Harald Blåtand lader sig døbe af Poppo, der er romersk -katolsk udsending, er der ikke tvivl om, han gør det af politiske grunde.
Harald Blåtand, er født og opvokset i England og ifølge M.L. formodentlig allerede døbt der, men hans dåb til den rom. - katolske tro giver ham en kærkommen mulighed for i kraft af den katolske kirkes magtapparat at få samlet og fastholdt sit kongerige. Og Harald Blåtand kan til gengæld blive det medium som den katolske kirke har brug for til at udvide og befæste sin magt over Norden.
Det var med andre ord og ifølge M.L. den tyske tradition, der sejrede over den engelske. Med P.G.Lindhardts ord i " Den nordiske kirkes historie": Tysk tradition ved meget om missionen i Norden, men sporene heraf er få. Engelsk tradition ved kun lidt, men sporene heraf er fyldigere."
[4] J. L. Balling og P.G. Lindhardt: Den nordiske kirkes historie. Nyt nordisk forlag Arnold Busk, 1979. side16.
[5] Elna Møller og Olaf Olsen stod for udgravningen af Snoldelev Kirke i oktober 1953. De skriver om Snoldelev kirke: "Om Snoldelev I ( den ældste af trækirkerne) kan med sikkerhed siges, at den er ældre end Snoldelev II, der atter er ældre end den nuværende stenkirke. Denne bør med sine tidlige træk dateres senest til begyndelsen af 1100erne. Det er derimod uvist, hvor længe Snoldelev II har stået, før den afløstes af stenkirken; men da der ikke er fundet spor af brand, er det ikke utænkeligt, at den har stået et par menneskealdre, hvorved man nærmer sig dateringen af dens formodede slægtning S. Maria Minor (Lund). At en bygning som Snoldelev I på grund af sin ringe størrelse hurtigt kan være blevet forældet i missionstiden, turde være sandsynligt; men de grave, der er iagttaget ved dens nord- og østside, taler dog for en relativ lang levetid. Måske er det lille kapel da fra tiden omkring år 1000."
Med de nyeste opdateringer af stavplankerne i Snoldelev kirke og eksperten Knud Kroghs formodning om, at der i Snoldelev har ligget op til fire stavkirker, rykkes dette tal: år 1000 ned i missionstiden. Sammenholdt med formodningen om, at den første af stavkirkerne har været et lille rektangulært kapel, giver det god mening at antage, at Snoldelev Kirke I har været en af de mange trækirker, der er bygget i missionstiden.
[6] Svend Nordmand («Norbagge»), --1088, Biskop i Roskilde, var oprindelig en ulærd Mand i Svend Estridsens Tjeneste, men da han havde udmærkede Evner og nød Kongens Yndest, blev han gjort til Klerk i Roskilde. Saxo fortæller, at de andre Klerke vare misundelige paa ham og havde ham til bedste ved at radere nogle Bogstaver ud i den latinske Messebog, uden at S., da han messede, opdagede den ondskabsfulde Spøg; men dette er kun et Skjæmtesagn, der i Tyskland allerede var henført til en Biskop i Paderborn. Historisk er det derimod uden Tvivl, at Kong Svend
sendte S. til Udlandets Skoler, hvorfra han kom tilbage som velstuderet Præst. Da Biskop Vilhelm af Roskilde døde (1074), gjorde Kongen sin Yndling til hans Efterfølger, og S. blev en af den Tids betydeligste Bisper. Støttet af Svend Estridsen og senere af Knud den hellige fuldførte han den af Vilhelm paabegyndte Domkirke, af hugne Stenkvadre og med slebne Granitsøjler. End videre byggede han vor Frue Kirke i Roskilde, vor Frue Kirke og Kloster i Ringsted og Hellig Michaels Kirke i Slagelse. Paa Menigheden gjorde han dybt Indtryk ved sin kraftige Prædiken og sin rene
Vandel. Han var Vidne til Knud den helliges store Gave til Lundekirken (1085), og efter Kongens Drab (1086) skal han have varslet svare Straffedomme over Danmark. Under den almindelige Nød i Oluf Hungers Tid drog han paa Pilegrimsfærd, gjæstede, først Rom og dernæst Konstantinopel, hvorfra han hjemsendte talrige Relikvier, muligvis deriblandt Pave Lucius' Hoved, som ved denne Tid maa være kommet til Roskilde Domkirke. S. rejste videre
for at naa til det hellige Land, men undervejs døde den fromme Biskop paa Rhodus (1088).
Saxo, ed. Müller.
A. D. Jørgensen, Den nord. Kirkes Grundlæggelse.
Hans Olrik.
Dansk biografisk Lexikon / XVII. Bind. Svend Tveskjæg - Tøxen